Travelling Tassie

 Fra søndag d. 4/9 til fredag d. 9/9 var vi i Adelaide. Her brugte vi tiden på at slappe af efter de mange ture. Vi var ude at shoppe, hvor Maja fik købt en kuffert – hendes backpack kunne ikke længere klare presset. Faktum er, at en 55 liters backpacks lynlås ikke kan klare, når der bliver presset 70 liter ned. Vi fik set os omkring i byen, og gik en tur langs floden, hvor vi så søde ællinger og sorte svaner. Vi tog ud til Glenelg, som er Adelaides Bondi. Vi fik også tid til en tur i biografen og en tur til bodypump i et fitnesscenter. Det var virkelig hårdt!

Det var noget af et kuldechok at komme til Adelaide, men vi har langt om længe vænnet sid til det og nyder nu, at foråret kommer.

Vi havde fundet et lift fra Adelaide til Melbourne om fredagen. Det var billigere at køre med andre backpackere end at tage offentlig transport.

Da vi ankom til Melbourne, flyttede vi ind hos Serge, som er kollega til Majas far. Her fik vi en varm velkomst og prøvede at bo i et australsk hjem. Vi var i Melbourne fra fredag 9/9 til mandag d. 12/9. Lørdag var vi ude og spise morgenmad med Serge, hans kone, Rina, og deres søn, Lucas, på en café. Efterfølgende tog vi ind til centrum og kiggede os omkring. Det havde hele tiden været planen at tage til Tasmanien, men vi opdagede, at det var dyrere end forventet. Lørdag aften var vi ude med nogle fyre, som vui havde mødt i Port Douglas, mens vi arbejdede der. Det var vores første møde med Melbournes natteliv, men det skulle vise sig at blive en lidt mærkelig aften. Det var som om, fyrene aldrig var rigtig tilfredse med, hvor vi var, så vi blev ved med at rykke fra sted til sted. Vi var på diverse barer, natklubber og til et specielt houseparty. Søndag besluttede vi os for at vi altså bare måtte til Tassie, så vi fik købt flybilletter og bestilt billeje til dagen efter. Om aftenen spiste vi middag med Serges familie, som er af italiensk afstamning. Det var en super hyggelig italiensk/australsk middag.

Mandag d. 12/9 (vi skulle nødigt flyve d. 11/9) fløj vi til Hobart, Tasmanien. Vi ankom sent eftermiddag og tjekkede ind på et hostel. Tirsdag kunne vi så hente vores campervan, som vi brugte resten af ugen i. Det var en van med to sæder foran og seng bagi.

Første udfordring kom da vi skulle køre ud af indkørslen og ud på vejen i venstre side. Næste udfordring var så, at Hobart er fyldt med ensrettede veje, hvilket ikke er helt nemt at finde rundt i. Vi kom dog godt afsted og drog sydpå. Vi for hurtigt vild (det skal siges at vi ikke havde en gps, og man lærer ikke unge mennesker at læse kort nu til dags) og endte på Mt. Wellington, som er et bjerg lige udenfor Hobart. Det viste sig at være et fint sted at fare vild for sikke en udsigt! Her så vi også sne for første gang, siden vi var i USA i februar.

Mille med solbriller i snevejr.

Efter den lille detour kørte vi atter sydpå. Vi kørte ned til Hastings, hvor der er nogle grotter og et termalbad. Vi kom desværre for sent til at komme på tur i grotterne, men landskabet på vej derned var smukt. Vi tilbragte den første nat på en campingplads i New Norfolk, hvor vi sov bag i bilen. Vi frygtede, at vi ville komme til at fryse, men med et utal af tæpper og soveposer gik det fint. Vi vågnede tidligt næste morgen og satte kursen mod Mt. Field nationalpark. Her så vi nogle smukke vandfald og gik en god tur. På turen så vi et par wallabies af en art, vi aldrig har set før. Efterfølgende kørte vi mod Lake St. Clair, som er Australiens dybeste ferskvandssø. Her var det desværre regnvejr, så det var ikke så fornøjeligt.

Russel falls

Torsdag d. 15/9 fortsatte vi turen op af Tasmaniens vestkyst, som generel er mere regnfuld end østkysten. Vores regnjakker blev flittigt brugt. Vi var dog heldige, da vi nåede Cradle Mountain. Regnen stoppede i de to timer, det tog os at gå rundt om Dove Lake. Det var en rigtig smuk gåtur med udsigt til det berømte Cradle Mountain. Efter gåturen kørte vi mod Stanley, som ligger i det nordlige Tasmanien. Her spiste vi aftensmad på det lokale hotel, hvor vi fik en curried chicken-pie. Her kunne vi godt forstå, hvorfor australiere så godt kan lide deres pie. Hvor var den god!

Fredag morgen vågnede vi til en smuk udsigt udover vandet. Vi startede dagen med en frisk gåtur. Vi gik op til The Nut, som er en enorm sten/klippe lige ud til havet. Den første del af turen var et meget stejlt stykke op til toppen af The Nut. Heroppe gik vi rundt om den og havde udsigten til havet, byen og landskabet. Efter den friske starte på dagen var vi klar til at tilbagelægge en masse kilometer. Vi kørte tværs over Tasmanien fra vest til øst gennem Devonport og Launceston. Vi endte i Bay of Fires, hvor vi camperede lige ud til stranden med flotteste udsigt. Vi var helt oppe og køre over stedet. Da vi endelig faldt lidt ned og havde set os omkring, begyndte vi at lave aftensmad.





Lørdag morgen gik vi en lang tur langs stranden, hvor vi klatrede på og over de store sten og samlede skaller. Vi stødte desuden på en stor, rød/lilla søstjerne og en lille død pingvin.



Smuk solnedgang.



Dette blev langt fra dagens eneste gåtur. Vi kørte nemlig til Freycinet National Park. Her er Wineglass Bay, som er et meget populært sted at besøge, når man er i Tasmanien. Mary gør det ofte ifølge de lokale. Her besteg vi Mt. Amos, som er ca. 450m højt. Vi var ret usikre på, om vi kunne klare det, for det er en gåtur, der er kategoriseret som værende virkelig hård og udfordrende og kun for erfarende hikere. Efter lidt tænketid blev vi enige om, at det var forsøget værd. Det tog os omkring en time at komme til toppen. Det var en time med høj puls, løbende sved og masser af klatren. Udsigten på toppen var dog det hele værd. Det skulle vise sig, at turen ned også ville være en udfordring. Trætte ben og glatte sten gjorde, at man hele tiden skulle være opmærksom. Mille lagde ud med et lille styrt, som gjorde os opmærksomme på, at turen nedad ikke var a piece of cake. Vi endte med at komme sikkert ned, dog gled vi lidt hist og her og kom væk fra stien på et tidspunkt. Stien var kun markeret med små gule/hvide pile, som ikke altid var helt nemme at spotte. Da vi kom ned, var vi virkelig stolte og glade over, at vi havde klaret det.



Udsigt udover Wineglass Bay fra Mt. Amos





Vi kørte dernæst lidt nord på for om aftenen at komme på pingvin tur. Bicheno har en stor population af små, blå pingviner, som hver aften kommer på land natten over. Vi så pingvinerne vralte op til deres reder og lærte en masse om dem. Fx findes der ikke sorte/hvide pingviner kun blå/hvide. Førstnævnte var Walt Disney’s opfindelse. De har et ekstra øjnlåg, som de bruger, når de dykker som en slags dykkerbriller. Det var fascinerende at komme så tæt på dem og at høre de skæve fakts om dem.



Vi valgt at køre videre for at finde et sted at sove, selvom mørke var faldt på. Man bliver frarådet at køre på vejene om natten på Tasmanien, fordi der er mange dyr, der er aktive om natten, og en del af dem begiver sig ud på vejen. Mens vi har kørt rundt, har vi lagt mærke til de utrolig mange roadkills (heriblandt en tasmansk djævel og cirka en milliard possums), og derfor var vi opmærksomme på, at vi skulle køre forsigtigt. Vi mødte en del possums, som vi fik skræmt af vejen uden at ramme dem. Men lige pludselig var der en wombat lige foran bilen. Med bremserne i bund og hænderne for øjnene håbede vi på ikke at ramme den. Dyrene opfører sig en smule mærkeligt på vejene, for når der kommer biler mod dem, bliver de bare stående. Da bilen holder stille, holder vi vejret, og et par sekunder efter kommer wombatten trippende ud fra under bilen – uskadt. Vi var lettede og måtte faktisk dytte for at få den af vejen. Havde den overhovedet forstået, hvad der lige var sket? Ingen dyr måtte lade livet for vores kørsel, og vi fandt et sted at overnatte.

Søndagen tilbragte vi i Port Arthur, som er en historisk by. Det var i sin tid en fangekoloni, som husede kriminelle fra England. England sendte deres kriminelle til Australien, og hvis de begik forbrydelser i Australien, blev de sendt til Port Arthur. Her levede de et hårdt liv. Der var bl.a. et fængsel, hvor fangerne absolut intet socialt liv havde, hvilket knækkede de fleste af dem. De kom hertil, hvis man mente, at fysisk afstraffelse ingen virkning havde på dem. Selv kirken havde små båse, så menneskelig kontakt ikke var mulig. De skulle i kirken bære en lædermaske med to huller til øjnene og havde på intet tidspunkt lov til at snakke. Vi tilbragte mange spændende timer i Port Arthur i museet og i de historiske ruiner og bygninger.

Mums, en meter Marabou.

Mandagen havde to ting på programmet – Cadbury chokoladefabrik og MONA. Vi starteden formiddagen på chokoladefabrikken, hvor lærte om processen af at lave chokolade. Lige et sted for os! Fik vi forresten nævnt smagsprøverne?



MONA (Museum of Old and New Art) er et privatejet museum, som er ret blæret. Når man kommer ind, får man en iPhone, som indeholder informationer og lydspor om de forskellige kunstværker. Der var mange imponerende som mærkelige kunstværker og installationer. Tiden fløj af sted derinde, og vi er begge enige om, at det er det fedeste og mest moderne museum, vi har besøgt. Vi var desuden ret imponeret over, hvor mange penge David Walsh, ejeren, må have for at kunne bygge det og for at eje alle de kunstværker. Det er forresten kun en tredjedel af hans samling, der er udstillet i det enorme museum. Om eftermiddagen var det tid til at aflevere bilen, og vi havde et par timer at slå ihjel, inden vi skulle flyve til Melbourne.

Her leger vi med en installation på Mona.



Vores roadtrip til Tasmanien gik virkelig godt, og vi er blevet helt vant til at køre i venstre side af vejen. Vi har kørt 2028 km og har brugt en formue på benzin (ca. 1700 kr).



Vi ankom til Melbourne natten til tirsdag. Vi brugte tirsdagen på at få sovet ud, spiste brunch på cafe (vi er blevet helt vilde med cafe-livet ligesom resten af Melbourne), shoppede for den helt store guldmedalje og var igen til bodypump i et fitnesscenter.

Vores campervan Lenny

Stuart Highway

De sidste to uger har stået på utallige oplevelser. Vi har været på tre arrangeret ture i træk og kørt over 3000 km gennem hele Australien fra Darwin til Adelaide. Efter et par dage i Darwin gik det løs. Vi nåede ikke rigtig at opleve Darwin, men kom hovedsagligt kun til byen for at se de omkringliggende nationalparker. På de tre forskellig ture har vi haft tre vidt forskellige guider og grupper og har set, hvordan naturen og landskaber ændrer sig ned gennem landet.

Litchfield og Kakadu

Torsdag d. 25. august stod vi tidligt op og var klar til de næste mange dages oplevelser. Vi blev hentet af vores guide, Henry, og mødte vores gruppe. Her faldt vi lidt udenfor som de eneste under 25. Den første dag blev brugt i Litchfield National Park og første stop var et fem meter højt termitbo. Henry fortalte os om to forskellige termitbo – cathedral og magnetic. Når man kører mellem Darwin og Alice Springs, er der utallige termitbo. På grund af termitterne er alle telefonmaster i Northern Territory lavet af stål og ikke træ.

Vi kørte derefter til Florence Falls, hvor badede og blev betaget af den flotte natur. Vi svømmende helt ind under vandfaldet, hvilket var noget af en kamp. Henry opfordrede os til ikke at bruge den europæiske model, hvor man hele tiden skifter fra badetøj til tørt undertøj og omvendt. Her var det ind i bussen med håndklædet omkring sig (den australske model) og klar næste vandhul.

Ved Buley Rockhole hoppede vi atter i vandet. Det er en masse små pools opdelt af forskellige niveauer. Vi hoppede fra kæmpe sten og var som små børn igen. Vi var jo de yngste i vores gruppe.

Efter frokost var vi på kurtulrelt besøg hos nogle aboriginere. På vejen dertil kørte vi forbi nogle skovbrande (bushfires). Det lyder måske lidt voldsomt, men disse brande bliver startet med vilje for faktisk at fremme væksten af nyt græs. Da vi ankom til lejren, bød den ældste i stammen, Graham, os velkommen. Det er en aboriginalsk tradition, at når man ankommer til aboriginalsk land, skal man renses for onde ånder, så de følger én ind på deres land. Dette gøres ved, at man får spyttet vand i hovedbunden af den ældste efterfulgt af et ”Huk huk”. Dette skete også ved os. Lidt grænseoverskridende i starten, men vi ville samtidig også gerne respektere deres traditionerne. Og hvem vil ikke gerne renses for onde ånder?

I lejren fortalte Grahams datter, om hvordan de fletter deres dillabags. Dillabags er tasker, som har forskellige funktioner afhæningig af deres størrelser og hank. Allerede i alderen af to bliver pigebørnene undervist i denne kunst af deres bedstemor.

Her sidder en aboriginalsk pige med en masse dillabags.

Graham viste os forskellige redskaber, og hvordan man spiller didgeridoo. Det var en god oplevelse at se aboriginere i deres eget miljø, da de rundt omkring i Australien har et dårligt ry for at være alkoholikere og utilpassede. De vaskeægte aboriginere er faktisk meget generte og holder sig helst for sig selv. Dem ser man ikke i bybilledet. Alle dem man ser i byen er for det meste triste skæbner og giver et forvrænget billede af aboriginere.

Efter besøget skulle vi på sejltur på Mary River, hvor vi spottede mange krokodiller, saltvands som ferskvands. 

Mary River, et paradis for krokodiller.

 

En lækker, smilende ferskvandskrokodille.

 Da vi ankom til lejren, fandt vi os et telt. Her sov vi i permanent opsatte telte, hvilket vi gjorde alle nætter på de to første ture forskellige steder på ruten.

Om fredagen var det endnu en tidlig start. Vi satte kursen mod Maguk (Barramundi Gorge) i Kakadu nationalpark, hvor vi havde en udfordrende vandretur, inden vi nåede et vandfald. Her fik vi os en dukkert i 99,4% krokodillefrit vand. Vi gik derefter en endnu mere udfordrende vej til toppen af vandfaldet. Her svømmede/klatrede vi langs vandløbet og havde klipper på begge sider. Det var en fantastisk oplevelse, og sceneriet var som taget ud af en brochure. For os begge var det uden tvivl første turs højdepunkt.

Her bader vi i Maguk og nyder den smukke natur.

Om eftermiddagen kørte vi mod Ubirr, hvor der masser stenmalerier lavet af aboriginere. Vi lærte om, hvordan malerier enten kan fortælle en historie eller praktiske informationer, som fx hvor fedtdepoterne på en skildpadde sidder. Malerierne kan dateres ca. 15000 år tilbage i tiden.

Vi gik til toppen af nogle klipper og så en fantastisk solnedgang.

Lørdag d. 27. august, turens sidste dag, besøgte vi Twin Falls og Jim Jim Falls. For at komme ud til disse, skulle vi køre på en vej, hvor det var nødvendigt med en firehjulstrækker. Vi hoppede rundt i sæderne og lærte vigtigheden af en sikkerhedssele. I starten var det meget sjovt, men i længden blev man træt af konstant at blive kastet rundt i bussen.

Vi kørte tilbage til Darwin og havde en overnatning på et hostel. Søndag morgen begyndte næste tur.

Darwin til Alice Springs

Turen fra Darwin til Alice Springs var en ny tre dages tur. Her skulle vi tilbagelægge en masse km og derfor gik meget af tiden i en bus fremfor at se ting. Vores nye guide Sean var dog god til at gøre mange stop og havde ualmindelig meget viden, som han gerne ville dele med os. Noget mere interessant end andet. Han fortalte særligt gerne om John McDouall Stuart, som fandt vejen fra Adelaide til Darwin. Han har lagt navn til mange steder og også til den 3000 km lange Stuart Highway, som løber mellem de to byer. Fordi vi kan se vores indlæg bliver temmelig lang, skriver vi kun om de bedste stop på denne tur. Vi stoppede ved Katherine Gorge, hvor vi roede i kano. Det var en rotur på i alt 6,4 km. Krissy, en canadisk pige, spottede på vores kanotur en sød, lille ferskvandskrokodille, som vi kun var et par meter fra. Vi skræmte den dog, og den svømmede hurtigt væk.

To kano-klare piger.

På denne tur var vi i alt seks personer, så vi havde god plads i bussen.

Mandag d. 29. august var første stop Mataranka. Her ligger Bitter Springs, som er et naturligt termalbad. Vandet var 33 grader, så det var helt mærkeligt ikke at føle det kolde gys, når man sprang i. Her svømmede vi en lille tur som udmattede os godt. Det var hårdt at træde i vande, når der ikke var salt i vandet og på grund af strømmen. Vi havde alle en god dunst af rådden æg, da vi kom op på grund af svovlindholdet i vandet.

Omkring frokost ankom vi til Daly Waters som er en by med en berømt pub midt ude i ingenting. Pubben er fyldt med egendele fra folk fra hele verden. Man kan donere et selvvalgt beløb til Flying Doctors og derefter hænge en egendel op. Selv hang vi to billeder op af os selv. Vi følte ikke lige for at donere undertøj eller kørekort, som andre har gjort.

Bag alle tingene (BH'er, pengesedler osv.) gemmer sig faktisk en pub.

Tirsdag d.  1. september gjorde vi stop ved Devil’s Marbles. Det er en stor formation af sten midt ude i ingenting. Stenene stammer fra magma fra jordens indre.

Devil's Marbles. Gruppefoto.

Om aftenen ankom vi til Alice Springs, hvor vi tilbragte natten, inden næste tur startede onsdag morgen.

Alice Spring til Adelaide

Onsdag morgen var det igen i en tidlig start. Vores bus var dog forsinket, fordi nogen i nattens løb havde smadret en rude og stjålet vores nye guides to iPods. Leith, vores guide, var derfor i et lidt dårligt humør. Vi kørte til Kings Canyon uden et vindue, og det viste sig faktisk, at der ikke kom en rude under vores tur.

På denne tur bestod vores gruppe af i alt 13 passagere. Krissy, den canadiske pige fra den tidliger tur, var også med her. Vi har deusden nu mødt en person, som er en stærk kandidat til at vinde prisen, verdens værste person. Det er en iransk mand, som var med på turen. De to første dage havde han meget travlt med at komme med chauvinistiske kommentarer. Han sagde fx med dyb alvor, at det skulle komme i Guiness rekordbog, at alle kvinderne skar salat. Han var af den holdning, at dagens kvinder ikke laver en skid. Da størstedelen af gruppen bestod af kvinder, formåede han derfor at give verdens værste førstehåndsindtryk. Han havde åbenbart for travlt med at komme med fornærmende kommentarer, for han kunne ikke selv finde tid til at løfte en fucking finger. Undskyld for vores fransk!

Vi kom til gengæld rigtig godt ud af det med den canadiske pige og fik skabt Team Danada.

Vi gik en tur på 5,5 km på og rundt om Kings Canyon og så de flotte klippeformationer. Vi var heldige at fange solnedgangen der. Lyset gav klipperne en flot skær, og selve solnedgangen var fantastisk.  





Team Danada og Kings Canyon.



Om natten skulle vi sove i swags, hvilket vi ikke aner, hvad hedder på dansk, men det er en form for en ekstra sovepose med en tynd madras i. Vi lå omkring lejrbålet og kunne ligge og kigge på stjernerne, inden vi faldt i søvn.



En stor, rød sten!

Torsdag morgen vågnede vi op til et fladt dæk. Vi var virkelig ikke heldige med den bus. Vi spiste frokost ved Ayers Rock, inden vi gik en tur rundt om den. For det meste er der lukket for klatring på grund af for stærk vind. Det var dog muligt denne dag, men vi valgte at respektere aboriginerne. Det er nemlig et hellig sted for dem. Turen rundt om var 10 km. Det var satme én stor sten! Det er slet ikke, hvad med forestiller sig. De fleste har nok set et billede af Ayers Rock eller Uluru, som er stenens aboriginale navn, men det er noget helt andet at komme tæt på og at se den fra forskellige vinkler. Man skal helt sikkert se Uluru frem for at høre om den.



Den bedste måde at nyde solen gå ned over Uluru.

Fredag d. 2. september stod vi op kl. 4.30 for at se solen stå op over Uluru og The Olgas. Det var hårdt og koldt at komme ud af soveposen, men synet var helt sikkert det værd.



Mens vi nyder solopgangen. Vi har efter alle de
ture set utallige solopgange og solnedgange.



The Olgas bliver kaldt Kata Tjuta af aboriginerne, hvilket betyder mange hoveder. Det er 36 enorme sten samlet på et sted ikke langt fra Uluru. Vi gik en tur i mellem nogle af stenene. Mange danskere har nok om Ayers Rock, men når man kommer til Australien, er Kings Canyon og The Olgas næsten lige så store turistattraktioner. Det er naturligt at besøge alle tre steder, når man nu er inde midt i landet.

Efter have besøgt de tre steder var vi færdig med Centralaustralien og vendte snuden syd på.  

Om lørdagen ankom vi til Coober Pedy, som er en mineby. Den bliver kaldt for verdens opalhovedstad. Byens beboere udhulede klipper i sin tid for at kunne bo i en behagelig temperatur. Om sommeren er der ekstremt varmt og om vinteren koldt. I klipperne er temperaturen 23-24 grader året rundt, hvilket var praktisk i en tid uden aircondition. Vi tilbragte også natten i et rum i en klippe. Byen er kendt som byen under jorden, men faktisk er husene bygget i samme niveau bare ind i klipperne. Vi havde set frem til at besøge byen, men det var nok lidt en skuffelse, da det bare var noget af en flække. Vi besøgte byens opalmuseum og fik set os lidt rundt omkring i byen.

Søndag havde vi 800 km at køre. Da vi var cirka halvvejs stoppede vi i Flinders Ranges for at gå en tur i Alligator Gorge. Inden da havde vi desuden et kort stop ved Lake Hart, som er en saltsø. Søen er et bevis på, at der har været et hav midt inde i Australien, før polerne blev skabt.

På de mange lange køreture var der gode muligheder
for at få en lur samt en masse gode billeder.

Vi nåede Adelaide i går aftes. Vi er nu i den subtropiske klimazone, og det kan mærkes. Efter et halvt års tid med t-shirt og shorts, står den nu på lange bukser. Vi skal nok også snart sige farvel til vores brune hudfarve, som mange har rost os for. Til gengæld kan vi endelig sove, indtil vi vågner. De sidste 11 dage har vi stået op mellem 4.30-6.30 med undtagelse af en morgen, hvor vi kunne sove helt til kl. 8!

Nu har vi nogle stille og rolige dage i Adelaide. Vi har haft nogle fede ture, men er også glade for, at det er overstået. Nu er det igen kun os to, indtil vi skal mødes med Mette og Camilla, hvilket vi glæder os til.

Vi håber ikke, at indlægget var alt for langt, men der er simpelthen sket så meget.

Ha’ det godt. Vi ses snart. J