The Backpack Back on the Back Part 2

Tirsdagen efter Milles fødselsdag tog vi mod Cairns for at prøve Minjin gyngen. Vi ankom med bus og nåede ikke engang at tøve før vi havde udstyret på. Vi blev hejst 45 meter op, hvorfra vi selv skulle udløse faldet. Mille havde æren og efter et tamt forsøg på at nyde udsigten, talte vi ned fra tre. Herfra fløj to skrigende piger gennem luften med op mod 120 kilometer i timen. Sikke et rus. Det var alt for hurtigt overstået, så vi var nødt til at prøve igen. Her skulle Maja sørge for at vi kom ned igen. Resten af dagen levede vi højt på adrenalin og fik helt sikkert smag for mere ekstremsport. Vi har planer om at prøve lidt af hvert på New Zealand. New Zealand er kendt for ekstremsport og har mange forskellige adrenalinkickende aktiviteter.

AAAAHHHH. Hvem kan skrige højst?

Samme tirsdag var vi i byen til hospitality night på Watergate. Det er en aften hovedsageligt for folk, der arbejder i hospitalitybranchen og som ikke har fri hver weekend til at gå i byen. Det betyder billige drinks og masser af backpackere. Vi havde en sjov aften, hvor vi fik smag for at gå nlidt mere i byen, hvilket vi har udnyttet siden. Her i Port Douglas er der mange unge mennesker, særligt backpackere, der gerne vil gå ud, men mulighederne er begrænsede. Der er kun en bar, der har åbent efter 12, hvilket  betyder man føler sig som sild i en tønde. For 4-5 år siden var Port Douglas et stort feststed for unge mennesker, men de gamle mennesker i byen var utilfredse og fik stort set sat en stopper for det. Det er lidt en Løkken historie.

På Iron Bar. Vi kalder dette billede "Dave med pigerne"

Vores timer på caféerne er faldet drastisk, specielt efter vi har meldt vores afsked. Det betyder til gengæld at vi har kunnet arbejde på vores tan, som er på sit højeste. Vi har nydt stranden, parken og vejret som vi helt sikkert kommer til at savne.

Vi kommer også til at savne de fantastiske mennesker, vi har mødt her. Vi har snakket om hvordan dette ophold har været vores efterskoleophold, da ingen af os har haft sådan et. Vi har oplevet at man hurtigere får venner og på en anden måde end derhjemme. På hostlet har vi hele tiden været omgivet af mennesker og det har generelt været to meget sociale måneder her. Vi har venner over hele verden og kunne tage på besøg i Skotland, Canada og England.

På Coffee Grind med nogle af vores kollegaer

Efter 15 ugers arbejde i alt i Australien vil vi nu nyde resten af vores ophold her og i New Zealand, uden at skulle arbejde. Arbejdet har også været hårdt for især Maja, der har fået halsbetændelse. Hej penicillinkur.

Vi skal nu tilbage til vores vasketøj og pakkeri og næste gang i hører fra os, vil vi have masser af oplevelser at fortælle om.

Den bedste fødselsdag

I går morges blev jeg vækket af Maja, som sang fødselsdagssang for mig og havde gjort et morgenbord klar med lækkert brød, hjemmelavede danske flag, muffins med lys i og pålægschokolade. Mens vi spiste, åbnede jeg min gave fra pigerne (Maja, Mette og Line). Af dem fik jeg en tur i en minjin swing. Det er en form for gynge, hvor man bliver hejst op i 45 meters højde. Lidt bungy jump agtigt, hvis man erstatter elastikken med en gynge. På tirsdag skal Maja og jeg prøve krafter af med denne ekstrem sport. Jeg tror, mit hjerte kommer til at banke ud af mit bryst.

Maja havde desuden fået Nicholaj til at sende nogle ting herned; pålægschokolade, min yndlings marabou pladechokolade og leverpostej. I dag spiste jeg min første leverpostejsmad i meget lang tid. Mm!

Efter en hyggelig og skøn morgenmad var næste punkt på programmet dykning og cruise. Forholdene var ikke de bedste til at sejle i, hvilket resulterede i, at vi begge blev meget søsyge, selvom vi havde taget søsygepiller. Det tog cirka halvanden time at sejle ud til Great Barrier Reef nærmere betegnet Agincourt Reet System, som skulle være et af de absolut bedste steder i Australien. Det var halvanden time, hvor jeg tænkte, om det virkelig var sådan her, jeg skulle fejre min 20-års. Maja og jeg kastede op på skift, og vi kunne slet ikke overskue at gøre vores dykkergrej klar eller at lytte til de briefings, som var ret vigtige. Men i vandet kom vi, og det var en  l e t t e l s e ! Søsyge forsvandt. Vi dykkede i cirka en halv time. Det dyk mindede os om, hvorfor det er så fedt at dykke. Vi så de flotteste og mest farverige koraler og fisk. Under alle dykkene havde vi en guide, som var en knap så human spanier. Han formåede dog ikke at ødelægge dykkene og vores humør, som var højt på trods af, at vi havde set vores morgenmad én gang for meget. Mellem første og andet dyk var der ikke så meget ventetid, så vi beholdte vores våddragter på. Andet dyk var knap så imponerende som første, men stadig en kæmpe oplevelse. Det er en smuk verden under vandoverfladen, og til tider virker det helt urealistisk. Efter andet dyk stod den på en virkelig lækker frokostbuffet, som vi ikke havde nogle problemer med at få ned. Vi fik desuden også taget nogle flere søsygepiller, hvilket crewet anbefalte os. Hele besætningen var vist blevet klar over de to blonde piger, som havde kastet op. Tredje dyk var en fantastisk oplevelse. Det mest mindeværdige skete under dette dyk. Vi lejede nemlig med en skildpadde, som var meget interesseret i os, fordi den troede vores hår var tang. Det var så fedt at komme så tæt på et dyr, uden at det blev stresset eller provokeret.

 

Vi fik set rogger, nemo, skildpadder, utallige fisk, klovnfisk, og Maja så en haj på cirka halvanden meter. Vi var godt trætte efter vores tredje og sidste dyk. Båden satte kurs mod fastlandet, og forholdene var forfærdelige. Søsygepillerne virkede på mig, men Maja kæmpede desværre med noget søsyge. Selvom vi var på vej tilbage til fastlandet, var det ikke helt slut med fede oplevelser, vi var nemlige så heldige at se en lille flok humpback whales!

Vi var af sted i seks timer, hvilket det slet ikke føltes som om. Tiden var bare fløjet af sted. Da vi kom tilbage skypede jeg med mine forældre, som åbnede mine gaver for mig. Jeg fik en masse flytte-hjemmefra-ting til, når det engang bliver en realitet.

Om aftenen tog vi ud og spiste på en fin restaurant. Maja bestilte en eye fillet og jeg en yellow fin tuna. Det var meget anderledes, mens stadig superlækkert. Efter vi havde spist og nydt den hyggelige stemning i restauranten gik vi hen til Rattle n Hum, restauranten som vi arbejde på og bor ovenover. Her bestilte vi hver en Death by Chocolate, som er en chokoladekage serveret med is og flødeskum. Vi fik desuden hver et gratis glas sparkling i dagens anledning. Derefter gik vi på vores på hostel og begyndte at drikke og tog senere videre i byen.

Jeg har haft den mest fantastiske fødselsdag. Det er nærmest uvirkeligt så god, den har været. Jeg vil kunne se tilbage på den dag med de bedste minder. Maja har været en stor del i at gøre dagen til den bedste. Hende skylder jeg en stor tak.

Jeg håber, at I alle har det godt.

Mange varme tanker fra Mille.