Hilton, High Action & Hired

Ugen i Cairns og på Hilton gik hovedsagligt med at lede efter arbejde. Vi var til et jobmøde ved en rejsearrangør. Her blev vi skrevet på en jobliste og ville blive kontaktet, hvis der var noget til os. Vi tog rundt til Kuranda og Palm Cove for at lede efter arbejde. I Palm Cove fik vi afleveret nogle Cv’er og fik god respons, i Kuranda var derimod ikke noget at komme efter. Desuden gik vi meget rundt i byen for at kigge efter jobopslag i de forskellige restauranter og butikker, og vi lærte hurtigt centrum at kende.



Udsigt fra grillen. Der var gratis aerobic.



Ellers gik dagene med at ligge ved byens smukke lagune i det sommerlige vintervejr. Her fik vi igen plejet vores tan. Fordi vi ikke havde noget køkken på Hilton, måtte vi være kreative med madlavningen, og heldigvis for os er der mange gratis, udendørs barbeques i Australien. Det gjorde vi brug af og fik endda lavet lækker laks. Mens madlavningen stod på, gik solen så småt ned, og vi havde udsigt til nogle flotte solnedgange. Under vores tur lærer flere og flere ting, som fx at en pande helst skal have en jævn, flad bund, og at man ikke kan lave bagt kartoffel på en australsk bbq på en time. Det er learning by doing på højeste plan.

Køkken var det eneste, vi manglede på Hilton. Der var fitnessrum, som vi flere gange benyttede os af, og rene håndklæder, som er luksus for backpackere. Vi nød at have vores eget badeværelse, som sammen med vores værelse blev gjort rent hver dag. To dage besøgte vi Hiltons morgenmadsbeuffet, som var ved at tage livet af os. Kan man ikke godt dø af, at ens mavesæk springer? Med alt fra pocherede æg, chokolade croissanter, frisk frugtsalat, vafler, pandekager, ost, laks, nutella, lækkert brød med mere kunne to madglade piger som os ikke holde os tilbage. Mums! Vi var i himlen, indtil kroppen sagde fra. Opholdet på Hilton var fantastisk og gjorde den sure tjans med jobsøgning mere tålelig.

Forret.

Fredag d. 17. stod på aktion. Vi tog en pause fra jobsøgning og tog på heldagstur til Tully River. Her stod den på rafting – den ekstreme slags. Tully River er den femte bedste flod i verden at rafte på, og det fik vi at føle. På et tidspunkt væltede båden, og endte med bunden op ad. Det skete et sted, hvor der var virkelig lavvandet. Floden er flydt med kæmpe sten, så dem skulle vi helst prøve at undgå, og den stærke strøm gjorde det ikke nemmere. Maja blev revet med af strømmen og kunne ikke komme ind til land, så hun endte siddende midt på floden på en sten og måtte have speciel hjælp af guiden til at komme tilbage i båden, mens alle ventede. Lad os bare sige, at hun fik en flot kulør i hovedet. Mille derimod glemte alle de sikkerhedsinstruktioner, vi havde fået. Hun blev ved med at holde fast i båden og i sin paddel. Hun blev trukket over en sten og var ved at trække båden samme vej. Guiden var heldigvis hurtig og forhindrede dette i at ske. Han fik trukket Mille med op på båden og begyndte at samle alle andre undtagen Maja op, som jo som nævnt skulle have specialhjælp.

Den ekstreme tur tillod os at prøve nogle lidt andre ting. Vi sprang seks meter ned fra en kæmpe sten og fik strømmen at mærke, da vi hoppede i vandet og lod floden føre os. Her blev vi tilfældigt trukket ned under vandet, og vi var ikke selv herre over, hvornår vi kunne trække vejret, hvilket var mindre behageligt. Vores guide var meget opsat på bevidst at vælte, og da vi så prøvede det, resulterede det i et flækket øjnbryn på en engelsk fyr, der også var i vores båd. Ellers overlevede vi dog dagen uden skader, vores guide derimod slog sin albue. Da vi var omkring halvvejs, fortalte guiden os om de dødsfald, der var sket på selv samme rute, hvilket vi ikke kendte noget til, inden vi tog af sted. Vi havde en super dag med masser af aktion.

Vores sidste aften på Hilton. Vi drak gravøl.... og lidt hvidvin.

Mandag da vi stadig ikke havde fået noget job i Cairns, besluttede vi os for at tage til Port Douglas. Det er en lille by, der ligger en times tid nord for Cairns og som i højsæsonen er fyldt med turister. Mandagen gik med at søge arbejde. Vi fik masser af god respons og fik to trials eller prøvevagter, hvilket er normalt at bruge her i Australien. Tirsdag fik vi taget RSA, Responsible Service of Alcohol, hvilket er et obligatorisk kursus, hvis man skal servere eller sælge alkohol. I Queensland kan det gøres på nettet, så vi brugte tre timer på at glo ind i en computerskærm, mens solen stod højt på himlen. Det var ikke det fedeste, men det var rart at få overstået. Onsdag flyttede vi ind på Rattle n Hum, som nu er vores hjem. Her havde vi en vellykket trial torsdag aften, som resulterede i at vi nu arbejder for logi. Det er en restaurant og bar, hvor vi skal arbejde på gulvet og hvor der nu er brug for os. Det første elleve timer om ugen er for logi, og derudover får vi løn. Fredag aften arbejdede Mille og Maja om lørdagen. Lørdag formiddag havde vi desuden vores anden trial på hver vores café, dog med samme ejer. De gik også godt godt og andet job var i hus. Nu hvor vi gør alting sammen og har gjort det i 4 måneder, var det lidt underligt, at vi skulle arbejde forskellige steder, men det gik rigtig godt.

Nu står vi med to jobs, hvor cafearbejdet er om dagen, og jobbet på restauranten er om aftenen. Siden torsdag har vi haft 9 vagter, inklusive vores trials, så forhåbentlig kan vi få skrabet en del penge sammen til videre færd. Vi skal hvart fald den næste måned bo fast på Rattle n Hum, og vores adresse er:

C/o Rattle n Hum

38 Macrossan Street

Port Douglas

4877 Queensland

Australia

Vi er rigtig glade for endelig at komme gang med arbejde og at have et mere permanent sted.

Vi håber, at I alle har det godt, og at studenterne havde en kanon uge.

Mange tanker fra Maja og Mille.

Finding Nemo and still looking

Søndag d. 29. maj sluttede frugtplukkereventyret, og vi fortsatte rejsen videre op ad kysten. Næste stop var Agnes Water, som er et af de sidste surfsteder. Længere nord på er der ingen bølger pga. Great Barrier Reef, som stopper bølgerne. Vi havde tre overnatninger i Agnes. Om mandagen vores Sund Uge. Så de følgende dage stod på sunde måltider og træningen. Udover det gik tiden med at ligge på stranden og en gåtur til nabobyen, Town of 1770. Vi lejede desuden forgæves surfboards. Et godt råd er at tjekke surfforholdene, inden man lejer boards og rent faktisk slæber dem ned på stranden.

Onsdag d. 1. juni tog vi natbussen fra Agnes Water til Airlie Beach. Busturen var ikke den mest fantastiske. Vi havde håbet på at kunne sove, men det lykkedes ikke. Vi var derfor ret ved siden af os selv om torsdagen. Vi skulle første på vores cruise til Whitsunday øerne om søndagen. Tiden fik vi til at gå med at ligge ved byens anlagte lagune samt at støde ind en masse mennesker, som vi tidligere har mødt. Mange rejser den samme vej og har de samme stop, og det er som om, vi rejser i nogenlunde samme tempo.

I Airlie Beach var vi også et smut ved lægen for at få vores medical dive, en lægeerklæring der siger OK for at vi sikkert kan dykke. Efter en række underlige test bestod vi begge. Grunden til at vi ordnede erklæringen i Airlie var, fordi det er det billiigste sted at gøre det.

Søndag d. 5. juni startede vores Whitsunday cruise. Med vores held regnede det desværre det meste af dagen. Vi skulle sejle med en båd ved navn Venus, som var ret lille, men det gjorde ikke noget, for vi skulle sove i sovesale på et resort på Hook Island. Vi var 15 på båden, deriblandt var der seks amerikanske piger, hvor én af dem faktisk bor i Portland, hvor Majas forældre også bor. Søndagen gik med at sejle ud til resortet. Vi begyndte at drikke lidt goon (billigt hvidvin), men vi måtte give op efter ikke meget mere end et glas, fordi båden gyngede lidt for kraftigt.

Vi sejlede ud til Whitehaven Beach på Whitsunday Island (den største af øerne i øgruppen) om mandagen. Her gik vi en lille bushwalk op til et udkigspunkt. Derefter havde vi et introdyk, hvor vi i små grupper fik en lille smagsprøve på det at dykke. Der var ikke så meget at se, men det var fedt at prøve alligevel. Herefter gik turen videre mod Border Island, hvor vi snorklede og så de smukke koraler og de forskellige fisk. Om tirsdagen gjorde vi et stop ved Cooks Cave for at snorkle. Her fodrede de fiskene, og de kom helt tæt på. Det sted var endnu bedre at snorkle ved.

Whitehaven Beach er en af de bedste strande i verden. Vi så den desværre på en meget overskyet dag.

Mille ramt af transportsyndromet.

På Hook Island fik vi hver en frisk kokosnød.

Vi tog tilbage til fastlandet, hvor vi fordrev tiden med lidt af hvert, inden vi skulle med bussen til Townsville om aftenen. Vi ankom til Townsville omkring kvart i et om natten. Vi skulle derfor finde nøglen til vores sovesal i en boks. Da vi låste os ind på værelset, var alle senge optaget. Maja fik ringet til en receptionist, som sørgede for, at vi kunne sove inde hos nogle ansatte. Vi var begge ret trætte efter at have stået op kl. 6 de to forrige dage, så vi var ikke i de bedste humør.

Den efterfølgende dag fandt vi ud af, at der var sket en misforståelse. De forventede først vores ankomst natten efter. Vi gik et par timer rundt i byen og langs stranden, inden vi tog færgen til Magnetic Island. Her skulle vi tage vores dykkercertifikat.

Possum på madjagt... i skraldespanden... i køkkenet... på vores hostel... i Nelly Bay... på Magnetic Island.

’Skolestart’ var kl. 9 torsdag morgen, hvor vi startede med at se nogle videoer efterfulgt af en gennemgang udstyret, og hvordan man sætter det op. Vi kunne herefter hoppe i poolen, hvor vi skulle udføre en masse forskellige øvelser. Vi skulle bl.a. tage masken af og på og tømme den for vand under vandoverfladen. Vi fik lektier for til om fredagen. Som de flittige elever vi var, læste vi, inden vi tog ud for at spise for at fejre, at vi havde været af sted i fire måneder den dag. Det endte med et par øl på hostlets bar, og vi deltog i nogle forskellige barlege og vandt gratis shots.

Vores skole i tre dage. Puh, det var hårdt.

Fredag startede skolen kl. 10, og vi var stået lidt tidligere op for at læse det sidste af vores lektier. Vi var et lille hold på os to og en canadisk pige, som vi måtte vente længe på, fordi hun skulle tage sit medical dive. Da hun kom gennemgik vi de tre kapitler og så videoer, hvorefter vi kunne  hoppe i polen for at udføre de sidste øvelser. Direkte derefter skulle vi udføre øvelserne fra poolen i havet. Der stor forskel på at lave dem i poolen og på 5 meters dybde i havet. Det føltes en del mere trygt i poolen, men vi fik succesfyldt klaret dem. Vi kom frosne op. og efter et hurtigt, varmt bad stod den på test. Vi havde hørt, at den skulle være ret nem, men vi var alligevel lidt nervøse for den, for det ville jo være ekstra flovt at dumpe den så. Der viste sig at være en ret afslappet stemning omkring testen, og instruktørerne var ret behjælpelige. Vi bestod begge og var glade for at have overstået teorien.

Om aftenen tog vi på marked. Det var et lille lokalt marked med fem boder. VI fik hver et lækkert stykke ostekage, som vi har lært at holde af, mens vi arbejdede på caféen. Vi fik også smagt noget australsk slik og faldt i snak med et par mere eller mindre lokale, dvs. at den ene boede på øen, mens den anden havde gjort. De var begge dykkerinstruktører, så vi fik snakket lidt dykning.

Om lørdagen var vi ude og dykke og fik udført de sidste øvelser i havet, og vi havde efterfølgende to fornøjelsedyk, som blev til et længere dyk. Her fodrede vi fisk og så rokker. Om eftermiddagen fik vi udleveret vores certifikat og fik skrevet vores dyk i vores DiveLog.

Vi havde langt om længe lidt tid til at udforske øen, og det foregik på scootere. Vi kørte op til en bushwalk, som er kendt for at være et godt sted at se koalaer. Vi var lige ved at give op, hvad angik at se koalaer, som vi endnu ikke havde set i naturen, inden et hollandsk par viste os to! Så nu kan vi krydse koalaer af listen.

To piger klar til at køre i den forkerte side af vejen.



 En koalabjørn der var så sød at posere for os.

Da vi kom tilbage til hostlet, syntes vi, at vi havde noget at fejre; vi var nu i besiddelse af dykkercertifikat, havde endelig set koalaer, OG vi kunne se frem til en uge på Hotel Hilton i Cairns takket være Majas forældre, som havde doneret nogle flypoint til et par piger, som efterhånden var lidt trætte af at flytte fra hostel til hostel samt at døje med bed bugs. Derfor bestemte vi os for at give den gas i baren.

I går tog vi vores sidste Greyhound tur, vores buspas er nu udløbet. Vi endte i Cairns, hvor vi lidt malplaceret kunne tjekke ind på Hilton med alle vores rygsække og poser, måske ikke lige den gennemsnitlige Hilton gæst, men vi blev taget godt i mod. Vi bor nu i et lækkert værelse for os selv og render rundt i badekåber. 

Vores kæmpestore seng. Den slår enhver køjeseng!

Planen er nu at prøve på at finde arbejde i Cairns eller omegn. Vi vil gerne arbejde et par måneder, inden vi tager til Darwin og derefter Alice Springs. Vi har snakket om at bruge en måned i Adelaide, Melbourne og på Tasmanien, inden vi vil rejse til New Zealand i en måneds tid, hvilket betyder, at vi vil være hjemme i slutningen af oktober. Men vi understreger, at INTET ligger fast. That’s our way to travel. :-)