Vi ankom til Yamba fredag aften d.29. april, hvor vi blev mødt af et meget venligt familieejet hostel. Busturen tog ti timer, hvilket mange måske ikke ville se frem til, men det gjorde vi faktisk. Vi så frem til bare at kunne sidde og slappe af uden at tænke på arbejde og var glade for at komme tilbage på farten. Lørdag gik vi en tur langs strandene i Yamba og så nogle surfe i de kæmpe bølger, som afskrækkede os fra at tage ud og surfe. Yamba er normalt et rigtig godt surfspot, men vi ramte nogle uheldige dage med dårlige surfforhold. Søndag prøvede vi alligevel kræfter med bølgerne, men fandt det hurtigt for voldsomt. Mandag morgen tog vi med hostelfamilien til et andet surfsted 40 minutters køretur fra Yamba, hvor vi surfede og fik lidt hjælp af Shane, en af hostelejerne. Han var virkelig god til at få en til at føle sig velkommen og som en del af familien. Mandag eftermiddag var vi på Shane’s 10 buck tour, hvor vi kørte rundt og så Yamba. Han viste os bl.a. de forskellige strande og ejeren af Billabongs sommerhus. Den var en ”lille” sommerhytte til 20 millioner dollars (!) og tog 4 år om at blive bygget. Vi sprang ud fra klipper og var ofre for en masse australske spøge. Han bildte os bl.a. ind at vi håndfodrede piratfisk og skræmte os med en plastikslange.
| Yambas kyst. |
| Maja springer ud fra klippen. |
Mandag d.2.maj om aftenen tog vi så fra Yamba til Byron Bay. Tirsdag brugte vi dagen på stranden og tog i byen om aftenen på Cheeky Monkeys. Her fik vi brugt danseskoene for første gang længe. Onsdag lignede tirsdag med strand og bytur. Torsdag var det dårligt vejr og vi fandt ud af at der ikke var så meget at lave, så vi havde bare en slapperdag. Fredag var vi på cykel- og gåtur, hvor vi så Byrons fyrtårn og Australien østligste punkt på fastlandet. Om aftenen tog vi endnu en bytur, hvor Woody’s skulle udforskes. Her var fyldt til randen og vi dansede og havde en sjov aften. Med en kebab i maven kunne vi sige farvel til Byrons natteliv med manér.
Lørdag morgen tog vi så bussen til Surfers Paradise. Efter at have tilbragt en time i centrum, hvor vi fik købt pubcrawlbilletter til en fordelagtig pris, tjekkede vi ind på vores hostel. Hernede viser det sig at en pubcrawl starter klokken 5 om eftermiddagen, så vi havde ikke andet end et par timers afslapning inden den igen stod på en bytur. Det var en kæmpe organiseret pubcrawl, hvor der var omkring 200 mennesker med rundt. På pubcrawlen besøgte vi 5 forskellige steder, hvor 2 af dem havde de største toiletter, vi nogensinde har set. De var på størrelser med lejligheder og fyldt op med spejle og sofaer. Alt hvad en pige drømmer om. Vi havde en sjov aften og da vi så endelig var klar til at gå i seng, valgte vores roommate at skype på værelset.
| Mille ligger i en sofa på det fine toilet. Dette var kun en brøkdel af det. |
I går skulle tømmermændsdagen bruges på en lidt anden måde. Vi tog i vandlandet, Wet’n’Wild, hvor vi prøvede alverdens forskellige vandrutsjebaner. Vores ynglings var Kamikaze, hvor vi sad i en fælles badering og blev skubbet ud over en stejl nedstigning. De har en magen til i Djurs sommerland. Efter en sjov dag var vi godt møre, hvilket prægede aktivitetsniveauet resten af dagen.
I dag har vi planer om at bruge nogle timer i centrum og på stranden og i aften skal vi ud og spise, da vi nu har rejst i tre måneder.
Tak for jeres fine kommentarer, det betyder meget at I følger så godt med.
Hej. Det lyder som I hygger jer rigtigt. Det glæder os at se her i Portland. Der bliver mange gode minder hva !. Knus fra Portland.
SvarSlet